Bare til sammenligning

Så de sådan ud for nogle måneder siden!

Vover pelsen....

Og viser tulleprutterne frem.....

Mmmmm.... babykys!

Lige en hurtig bemærkning her fra det travle hjem, med de trætte forældre.

Mine babyer er blevet GLADE! Sådan rigtig glade og har været det i et stykke tid. Det er bare så skønt, at jeg næsten ikke har turde skrive det af angst for hybris (eller hvad det nu er det hedder - lyder som et eller andet med vejret det ord - ammehjerne). Nå, men i hvert fald er det en hel anden hverdag med grinebiddere og våde babykys....

Jubiyeah!

Til mit forsvar...

Skal det siges, at jeg faktisk én gang har skrevet et laaangt indlæg ... men det forsvandt gudhjælpemig og med to babyer i huset får man sjældent en chance til. Jer tvillingemødre (Jane:-)) der har skrevet dagbog næsten hver dag har jeg virkelig respekt for - jeg har aldrig tid til noget som helst. I er seje!

Nå, men - hvordan går det så? Tjo - op og ned vil jeg sige. Jeg synes stadig det her er meget hårdt og der en hel del jeg ikke var forberedt på ifht. mine egne reaktioner. Min egen barndom dukker op fra gemmerne og hævner sig - er det egentlig ikke ret uretfærdigt, at man skal lide under det en gang til?? Kolikken er mere eller mindre overstået - ellers sad jeg heller ikke her i levende live tror jeg, for det slog mig sgu næsten ihjel til sidst. Ungerne er som regel ret dejlige bassemanden er mild og sød det meste af tiden og min skønne datter pludrer på livet løs i øjeblikket. Men! Træerne vokser altså ikke ind i himlen - hun har det vildeste temperament... Og jeg har meget svært ved at tackle det - jeg bliver sur og vred på hende og skal virkelig tøjle mit eget temperament til tider. Jeg var absolut ikke forberedt på disse følelser. At, man kan blive så vred og irriteret på en lille forsvarsløs baby. Det gør mig faktisk helt dårlig bare at skrive om det, men jeg må simpelthen være ærlig. For jeg begynder at føle mig lidt ensom med det, og det er noget jeg har svært ved at tale med andre om.

Nogle dage, som i dag, går det for alvor skævt og hun skriger og skriger... helt uden grund. Eller der er jo nok en grund jeg kan bare ikke finde ud af hvad det er. Hun hidser sig op over helt små ting som at sutten ryger ud, maden ikke er der i det sekund hun bliver sulten eller, at hun ikke kan få legetøjet HELT ind i munden. Og så kan hun skrige utrøsteligt i en time pga. det. Jeg hopper nærmest på tungen ind imellem, men INTET stiller hende tilfreds og det gør det meget svært for mig som mor - især når jeg har et andet barn, der også har brug for mig. Nogle gange ender det med, at jeg selv sætter mig ned og bare vræler. På sådanne dage er den eneste tanke i mit hoved: Jeg er en dårlig mor! Disse dage er selvsagt ikke specielt sjove dage...

Jeg har bare helt vildt brug for at vide, at det er normalt det her. At jeg ikke er den eneste der har det sådan? At mit barn ikke er den eneste baby i verden, der ikke blot pludrer, sover og så ellers er yndig resten af tiden??

Jeg ved godt, at det har meget med disse berømte udviklingsspring at gøre, men for fanden, hvor er det svært at imødekomme ethvert lille behov, når man har to babyer, der har forskellige behov eller nogle gange ens behov. I øjeblikket skal jeg kigge på dem hele tiden ellers bliver de kede af det... Hvad gør man?

Nu brokker jeg mig altså lidt

For det er sørendansme hårdt at være mor - pyyh, hvor jeg synes der er langt mellem de sjove stunder i øjeblikket... Jeg er vidst røget ind i to kolikbørn eller i hvert fald to børn med mange maveproblemer, så der er en del skrig og skrål her hos os. *Til tider har jeg bare lyst til at løbe og blive ved med at løbe til jeg er sluppet væk. Er det slemt at sige? Men sådan har jeg det altså - selvfølgelig ville jeg ikke kunne undvære dem i mere en de første ti minutter. Men det er pokkers svært ikke at føle sig som en dårlig mor, når det eneste man i perioder møder fra sit barn er gråd. Vi har været hos lægen adskillige gange - umodent tarmsystem er svaret... Og når blot de "trives" = tager på, er der intet man kan stille op. Så nu er det zoneterapi og kiropraktor der prøves af.

Aldrig ville jeg kunne have forberedt mig på, hvor bekymret man kan være og hvor langt ud sådan et par størrelser kan drive en. Lige nu tælles der uger, for vi glæder os bare sådan til et lille smil og nogle glade, veloplagte babyer. Nu hvor min mand igen er startet på arbejde har jeg visse dage ikke tid til at børste mine tænder - det er da lidt vildt...

Store følelser er i spil og det er sandt, hvad de siger - man ved ikke, hvad man går ind til når man får børn.

* For the record - jeg elsker mine poder så meget, at det er umuligt at beskrive... havde bare lige brug for at få lidt luft. OG gode råd modtages med kyshånd...

Facts til Frederikke:-)

Lige imens der er to minutters pause i lillemandens skrigeri....

1) Jeg blev sat i gang kl. 9 om morgenen d. 24. 8. og fødte ved firetiden om morgenen d. 25. 8. - de kom med en halv times interval først tøsen, så knægten.

2) De vejede hhv. 2340 gr. (pigen) og 2680 gr. - de er allerede over de tre kg. Men de spiser også HELE tiden:-)

3) Længde: 48 cm (pigen) og 51 cm.

4) De blev født ved vaginal fødsel, men pressefasen trak ud over MANGE timer da mine presseveer var ret svage og hun ikke ville ned i bækkenet. Så begge børn blev taget med sugekop og det gjorde bare så ondt, så jeg fik råbt af lægerne, at nu måtte de fandmer lade mig være i fred. De lyttede heldigvis ikke...

5) Navne: Sofie og William - nu bliver jeg måske genkendt af IRL folk - men pyt!

6) Jeg kan ikke hitte ud af det med billeder - men kom og se dem Frederikke:-)

I dag har de begge skreget siden i morges og jeg troede på et tidspunkt jeg var ved at blive vanvittig - hvor længe er det så hårdt som nu????

Telegram...

Har ikke tid ... stop... Tvillinger fylder alt... stop... søn har forstoppelse... stop... skriger meget... stop... amning opgivet... stop... ikke mælk nok... stop... børn vil ikke sutte... stop... moren frygtelig ked... stop...tvillinger trives dog... stop... 400 gr. vægtøgning hos begge på én uge... stop...